På Øster Farimagsgades Skole prioriterer vi de praktiske og kreative fag, fordi børn lærer forskelligt – og fordi noget af den bedste læring opstår, når man får lov til at skabe, undersøge, eksperimentere og prøve selv.
Derfor har vi to lærere i billedkunst, madkundskab, håndværk og design samt musik gennem hele skoleforløbet. Det giver mere nærvær i undervisningen og bedre mulighed for, at eleverne kan fordybe sig, eksperimentere og udvikle deres egne idéer.
Læring, man kan mærke
Når man bygger, laver mad, arbejder med træ, spiller musik eller skaber noget med farver, sker der noget andet end ved et skrivebord.
Man lærer gennem hænderne. Man ser, hører, mærker og afprøver. Man opdager, at en idé ikke altid virker første gang – og at man kan ændre den, prøve igen og finde en ny vej.
Det praktiske arbejde giver tid og rum til fordybelse og åbner for andre former for læring. Samtidig styrker det elevernes kreativitet, nysgerrighed, samarbejde og evne til at løse problemer.
Fra idé til julemusical
Et godt eksempel på vores tilgang er den årlige julemusical, som 8. og 9. klassernes valgfag står bag.
Her bliver elevernes forskellige kompetencer sat i spil. Nogle skriver, andre spiller, synger eller står på scenen. Der skal bygges, designes, øves, organiseres og løses problemer undervejs. Alle bidrag er vigtige, når idéen skal blive til en færdig forestilling.
På den måde bliver musicalen meget mere end en forestilling. Den bliver et fælles projekt, hvor eleverne lærer ved at gøre. De oplever, hvad der sker, når kreativitet bliver omsat til praksis, og når mange forskellige mennesker arbejder sammen om et fælles mål.
Der er plads til at prøve noget nyt, fejle, justere og prøve igen. Og når tæppet går, står eleverne med noget, de selv har været med til at skabe.
Mere praksis i fysik
Den praktiske tilgang stopper ikke ved de kreative fag.
I udskolingen prioriterer vi også ressourcer til to lærere i en del af fysikundervisningen. Det giver bedre muligheder for forsøg, laboratoriearbejde og undersøgelser, hvor eleverne selv er med til at finde svarene.
For os hænger teori og praksis sammen. Det er én ting at læse om et fysisk fænomen. Det er en afgørende del af faget, at eleverne står med udstyret i hånden, lave forsøget, se hvad der sker og bagefter diskutere hvorfor.