Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fælles om sang og musik

Hver onsdag morgen samles hele skolen til fælles morgensang. Det er en hyggelig og festlig start på dagen, hvor vi mødes på tværs af årgange og klasser og synger sammen.

Vi synger tre sange – to på dansk og én på et andet sprog. Et lærerband spiller for og fører an, så der både er musik og god energi i rummet. Eleverne sidder sammen med deres egen årgang og deres venskabsklasse. På den måde bliver morgensangen et fast samlingspunkt for hele skolen og er med til at styrke det store fællesskab på Øster Farimagsgades Skole.

Morgensangen er også en fælles ramme for små beskeder og indslag. Nogle onsdage er der nyt fra elevrådet, en kort besked fra skolen eller et indslag fra en af klasserne. På den måde får eleverne mulighed for både at lytte, bidrage og være en del af det fælles liv på skolen.

Som noget nyt er vi også begyndt at holde fælles fyraftens-fællessang. Her inviterer vi alle omkring skolen med – elever, forældre, familie, medarbejdere og andre med tilknytning til skolen. Vi mødes for at synge sammen og mærke det store fællesskab gennem musikken. Fællessangen giver os mulighed for at mødes på tværs af alder og roller og opleve, hvordan sang kan samle os.

Første gang vi inviterede til fyraftens-fællessang, var i slutningen af august. Her akkompagnerede skolens valghold i musik i 8. årgang flere af sangene. Det blev en eftermiddag med musik, sang og fællesskab – og et fint eksempel på, hvordan eleverne selv er med til at skabe liv og fællesskab på skolen.

Både morgensang og fyraftens-fællessang er med til at skabe sammenhold og give os fælles oplevelser. For når vi synger sammen, bliver vi mindet om, at vi er en del af noget større.